FBs 1. hold tabte for 2. kamp i træk
Ovenpå sidste uges bitre nederlag i Køge, hvor hjemmeholdet scorede kort før tid til 2-1, skulle et tændt Frederiksberg-mandskab prøve kræfter med Døllefjelde Musse Idrætsforenings bedste seniorhold, der ligesom FB, er oprykkere fra den øverste lokalrække. Holdet fra Nysted på Lolland-Falster, havde fået en mindre god start på tilværelsen i DS og kun vundet én ud af 4 kampe - men efter 90 minutter på Frederiksberg Stadion lørdag eftermiddag, var billedet et andet, da gæsterne kunne rejse hjem med en 4-2 sejr i bagagen.

____________________________


FB - Døllefjelde Musse I.F. (DMI) 2-4 (1-2) 

1-0 Lars Hansen (12. min)
1-1 Mathias Olsen (23. min)
1-2 Erik Bonde Jensen (44. min)
1-3 Jonas Carstensen (54. min)
1-4 Rasmus Christensen (76. min)
2-4 Lars Hansen (78. min)

Tilskuere: 69

_____________________________


FBs startopstilling:
 
                                                                                    Jacob Nielsen

                                       Rickie W. Rasmussen, Oliver Lund, Tommy Christiansen, Carsten Norup 

                                   Kim Helby Jensen, Nermin Galijatovic, Peter Bærenholdt, Rasmus Christensen

                                                                     Brian Skov Henriksen, Lars Hansen

                                                   Bænken: Jesper Liu, Mikkel Iversen og Lasse Glenstrup


Kendetegnende for FBs spil i de første 4 kampe i sæsonen, har været at holdet er startet tøvende, lige har set modstanderen an, som oftest er kommet bagud, for så senere i kampen at komme igen og få point i sidste ende. Lørdag så det ud til at FB ville vise, at man også sagtens kan være spilstyrende fra første fløjt og det skulle gå ud over DMI, der med en lang bustur i benene, skulle sendes retur til Falster på en endnu længere bustur.



Et offensivt FB-hold, startede med et godt pres mod DMI-målet, med gode kombinationer langs det flotte græstæppe, et massivt boldovertag og nogle glimrende afslutninger - mens gæsterne så ud til at ville meget lidt, ofte spillede med en hel del mand bag bolden og så ud til at komme for at hente det point som de havde, da kampen blev sat i gang.

Efter 12 minutter kom FB foran med 1-0. Et par kvikke kombinationer i højre side, førte bolden ind i feltet, hvor Lars Hansen kontrollerede den fint og sparkede fladt og hårdt bolden i mål, uden chance for DMI-keeperen. Dermed troede alle, at nu ville FB tromle modstanderen over og sikre sig en forholdsvis komfortabel sejr. FB fortsatte og sad fuldstændig på spillet - men efter et boldtab på midten og en lang stikning, hvor DMIs Mathias Olsen snød Tommy Christiansen med en smart dribling, så lykkedes det DMI at udligne til 1-1 efter kun 23 minutters spil.

FB havde fortsat bolden meget og første gode angreb mod gæsternes mål, men det gik hen til tider og blev lidt for ineffektivt - og kort før pausen gik det galt igen, da Kim Helby Jensen mistede bolden i et FB-angreb og udeholdet igen slog en lynhurtig kontra, som Carsten Norup ikke kunne nå med på og målmand Jacob Nielsen blev afdriblet, hvorefter en DMI-mand kunne aflevere bolden ind til Erik Bonde Jensen der nemt kunne prikke bolden i det tomme mål til 1-2.



2. halvleg var kun 9 minutter gammel, da DMI mere eller mindre afgjorde kampen. Efter tt fremstød i deres højre angrebsside kunne DMIs Jonas Carstensen score et lidt heldigt mål, på noget der mest af alt mindede om en aflevering. Bolden tog et ordenligt dyk og sejlede i lang blød bue over Jacob Nielsen og op i målhjørnet til 1-3.

Herefter forsøget FB sig med en dobbelt-udskiftning, hvor Lasse Glenstrup og Mikkel Iversen blev sendt på banen. Specielt førstnævnte fik satte lidt fut i den offensive båd igen og FB havde et par gode muligheder for reducering, men som oftest var indlæggene fra begge kanter for svage og uden adresse, ligesom gæsterne formåede at pakke sig godt sammen midtfor mål - så mulighederne løb ud i sandet og i stedet kunne DMI banke det sidste søm i FBs kiste og score til 1-4 efter 76 minutters spil, da FB igen mistede bolden på midten og en DMIer blev spillet fri i dybden og sikkert kunne udnytte chancen til scoring.

Det lykkedes dog kort efter for FB at reducere til 2-4, da Lasse Glenstrup smed et godt frispark afsted mod bagerste stolpe hvor Peter Bærenholdt med hovedet dirigerede bolden ind i det lille felt, hvor Lars Hansen dukkede op og kunne putte bolden i mål med en eller anden form for kropsdel.

Hjemmeholdet forsøgte desperat at få skabt yderligere spænding i kampen, men det store drama udeblev og gæsterne kunne dermed tilføje FB deres første hjemmebane-nederlag i 2009. Rent fodboldmæssigt var der en del opmuntrende aktioner, men en klog modstander med begrænsede midler kunne alligevel le højest - og fra at have været med i den sjove ende af Danmarksserien, er FB nu reduceret til et midterhold, som så småt skal til at kigge nedad i tabellen.



Næste kamp, er den vanskelige udekamp mod NB Bornholm fra Nexø, hvor FB flyver over på søndag og spiller på Nexø Stadion kl. 13.30.

Følg med i Danmarksserien her
Share