Torsdag i sidste uge, kunne der her på hjemmesiden og ligeledes på klubbens facebook-profil - læses om en mystisk person, der lørdag den 2. maj optrådte midt på banen i pausen af FB-Brønshøj i KS. Han/hun optrådte som cheerleader med meget stor underholdningsværdi.
Tidligere rygter har gået på at der fandtes en fan-gruppe der hedder FBI (FB Insanes) - men dette er ikke korrekt, da klubben har modtaget en skrivelse fra gruppen der i stor stil ved samtlige hjemmekampe, yder en fanatisk support til FBs 1. hold i KS.
Skrivelsen, som er fra gruppens formand - oplyser om at gruppens rigtige navn er "Stiften". En fan-gruppe der blev oprettet den 25. maj 2006 - dvs. de runder 3 års jubilæum her senere på måneden, som man kan både håbe på og "frygte for" vil blive fejret med promt og pragt i hjemmekampen den 30. maj kl. 15.00 mod divisionsreserverne fra Hvidovre I.F.
Gruppen tæller pt. 13 betalende medlemmer, der alle har en stor kærlighed til FB. Flere kan sagtens komme til, men der er meget strenge optagelseskrav - og den cheerleader der kunne opleves på banen den 2. maj, var såmænd igennem et af optagelseskravene, som så i øvrigt nu har bragt vedkommende ind som fuldgyldig medlem af Stiften.
Stiften har tilsyneladende både en service-telefon og eget klublokale - og det står allerede nu indlysende klart at FBs spillere er glade for opbakningen og at der mange gange efter kampene på Stadion laves "Fenerbahce" over mod den glade Stift.
Frederiksberg Boldklub ser frem til mange gode og fremtidige tiltag - og vil forsøge at lave en aftale med Stadiongrupen om en gratis kold øl til Stiften, i anledningen af 3 års jubilæet ved hjemmekampen den 30. maj.
