Torsdag den 28. februar 2008 afholdte FB den årlige generalforsamling på 1. sal i FBs klubhus.

Den afgående formand Jens Emil Hansen (billedet), afsagde bestyrelsens beretning og efter to timer var generalforsamlingen veloverstået og folk kunne nyde en kold øl eller vand i caféen.

Herunder følger referatet af generalforsamlingen, som er underskrevet af referent, Anja Frederiksen samt dirigent Henrik Murmann.

Referat af generalforsamling i Frederiksberg Boldklub

Torsdag d. 28. februar 2008 kl. 19.00

Som indledning på generalforsamlingen startede bestyrelsen med at vise et flot PowerPoint-show, udarbejdet af Jørgen Andersen fra bestyrelsen med præsentation af Frederiksberg Boldklubs (FB) bestyrelse, samt stemningsbilleder fra år 2007.

Formanden, Jens Emil Hansen, bød velkommen til de fremmødte deltagere. (47 stemmeberretigede, heraf 18 fuldmagter).  

Punkt 1: Valg af dirigent, referent og stemmeudvalg

Bestyrelsen foreslog Henrik Murmann som dirigent, forslaget blev godkendt. Henrik Murmann takkede for tilliden og konstaterede at generalforsamlingen i henhold til vedtægterne var lovligt varslet, da alle punkter jævnfør loven er overholdt. Henrik Murmann konstaterede også at dagsordenen indeholdte alle de punkter den skal. Han erklærede hermed generalforsamlingen for åben.

Bestyrelsen foreslog Anja Frederiksen som referent, forslaget blev godkendt.

Bestyrelsen foreslog Jørgen Mortensen og Bent MaKay Christensen som stemmeudvalg, forslaget blev godkendt.

Henrik Murmann konstaterede at der var 8 punkter på dagsordenen.

Punkt 2: Bestyrelsens beretning for de forløbne år, samt uddeling af Emil Sørensen prisen og uddeling af træner/leder prisen 

Formanden aflagde bestyrelsens beretning for år 2007, dog i en afkortet version, da denne på forhånd var sendt ud til FBs medlemmer, som dermed havde haft mulighed for gennemlæsning.

Formanden kom kort ind på følgende:

-         Medlemstallet er steget kraftigt i løbet af år 2007.

-         FB ligger dermed nummer 17 i Danmark og nummer 5 i København.

-         Stigningen i medlemstallet sætter krav til de fysiske rammer og materialepladsen er allerede forbedret.

-         Tilbygning er også på tegnebrættet.

-         Der er et stigende behov for flere hænder i klubben og formanden opfordrer til at man melder sig som frivillig.

-         2007 var også året hvor FB fik et nyhedsbrev, hvilket Martin Busk kan takkes for.

-         FB er en breddeklub og der skal være plads til alle.

-         I 2007 blev der også udarbejdet et holdningskatalog (den gul-sorte linie), som er et flot initiativ og som skal forsætte i 2008.

-         Kvinderne har haft stor succes og der er fremgang at mærke, da der nu er to 11-mands hold og deres mål for 2007 blev opfyldt.

-         Herrerne, er kommet op i øverste halvdel af tabellen og det var også den målsætning som FB havde. Da Kval-rækken i sommeren 2008 bliver afskaffet, skal der nu mere til for at nå målene.

-         FB-Fonden skal endnu engang have et stort tak for det store arbejde de udfører. 

-         Relanceringen af FBs venner, dette har været i baggrunden pga. manglende ressourcer. 

-         Stor ros til sponsorudvalget, samt sponsorerne, for deres gode samarbejde.

-         Morten Nielsen (ungdomsformand) er kommet i KBUs bestyrelse.

-         Formanden takker også Frederiksberg Kommune for det gode samarbejde, samt Gadepiloterne.

-         Lokalavisen Frederiksberg har haft utrolig mange indlæg om FB, og det er jo kun dejligt.

-         I FB er der også kommet et del døve og det går fantastisk.

Formanden sluttede af med et stort tak til alle de frivillige – fantastisk arbejde de udfører.

Kommentarer:

Hans Madsen (far til en junior 92-spiller) - Hans Madsen konstaterede at hele truppen og træneren var stoppet og ønskede en redegørelse for dette fra klubben.

Ungdomsformand Morten Nielsen og sportslig koordinator Martin Busk gav en fyldestgørende forklaring på problemerne omkring junior 92.

Dirigenten spurgte til om der var flere kommentarer og da dette ikke var tilfældet var beretningen godkendt.

Uddeling af priser:

Emil Sørensen prisen:

Prisen blev uddelt til Jens Hessel. Linda Rossen fra bestyrelsen, begrundende valget med at Jens Hessel har været en særdeles aktiv medspiller i planlægningsfasen af det nuværende klubhus og har i en turbulent periode fungeret som formand for FB. Jens fungerer nu som formand for FB-fonden, hvor han, med sin bestyrelse, virker til gavn for hele FB ved uddeling af fondsmidler. Jens har ydet og yder i den grad en stor indsats i FB og Linda påpegede at med udnævnelsen, følger forpligtelser og bestyrelsen ser frem til Jens´ aktive indsats med henblik på en udvidelse af klubhuset. 

Træner/leder prisen:

Træner/leder prisen blev uddelt til Martin Busk. Linda Rossen begrundede valget med at Martin er dedikeret, ambitiøs og arbejdsom. Ingen udfordring har for Martin været for stor og hans dedikerede arbejde har betydet at FB nu kan regnes blandt de 5 største klubber i København og blandt de 20 største i Danmark. Martin har udarbejdet den gul-sorte-linie og det er et håndfast bevis på hans flid. Martin fungerer som sportslig koordinator og bestyrelsen håber at Martin vil være at finde i klubben i mange år fremover, da hans utrættelige arbejde gør at FB går en spændende fremtid i møde.

Punkt 3: Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab

Kassereren, Jørgen Andersen, fremlagde det reviderede regnskab og tilføjede at der ikke var de store kommentarer til det. Dog kom Jørgen Andersen ind på følgende punkter:

-         De høje indtægter skyldes den store fremgang i medlemstallet. Det er resultatet af det store arbejde der er lagt for dagen.

-         På udgiftssiden er der gået en del penge til uddannelse, men de penge er givet godt ud.

-         Hjemmesiden har en stor udgiftspost, da hjemmesiden var annonceret som et sponsorat, men pga. misforståelser var hjemmesiden ikke sponsoreret alligevel. 

-         Store udgifter på materialer, grundet det høje medlemstal.

Kommentarer:

Bent Have: Bent spurgte til den lejlighed, som FB har ude på Amager. Hvordan ser fremtiden ud, med henblik på salg?

Jørgen Andersen svarede at der desværre ikke var nogen afklaring på denne.

Henrik Noer: Henrik Noer kommenterede at det var uretfærdigt ud at der stod 0 kr. under indtægter fra FB-fonden.

Jørgen Andersen svarede at der blev holdt lav profil ang. Fondens penge.

Da der ikke var yderligere kommentarer, forsatte Jørgen Andersen med at fortælle at FBs egenkapital er gået fra negativt 100.000 til 100.000 i overskud. Dette skyldes ikke mindst en ansvarsfuld bestyrelse.

Regnskabet blev godkendt.  

Punkt 4: Behandling af indkomne forslag

Der var indkommet et forslag til et kontingentregulativ:

Morten Nielsen fremlagde forslaget, som bestyrelsen havde gennemarbejdet. Bestyrelsen foreslog en stigning i kontingentet, så den halvårlige ydelse stiger til 700 kr. Stigningen skal bruges til at varetage FBs interesser. Der ligger et stort arbejdspres på Morten Nielsen og Martin Busk og pengene skal bruges til en fuldtidsansat i FB. Dette kommer sig af at kravene fra forældrene er kraftigt stigende. FB lægger vægt på at man kan træffes og at folk ikke skal ringe forgæves. Ved fastansættelse af en administrativ medarbejder, kan FB få flere aktiviteter i klubhuset og dermed mere liv. Morten Nielsen begrundende valget med at fodbold i forvejen er en billig sport, og stadig vil være det, samt at mange forældre gerne betale flere hundrede kroner om måneden for at deres børn kan dyrke deres idrætsgren. Stigningen kan måske ramme skævt, og FB vil gerne være behjælpelig med kontakt til kommunen, for dem det rammer hårdest.

Bestyrelsen vil dog smede mens jernet er varmt, og har fundet plads i budgettet indtil d. 1. august 2008, til aflønning af en fuldtidsansat. Martin Busk starter i denne stilling den 1. marts.
Hvis Frederiksberg Kommune efterfølgende vælger at støtte projektet, vil kontingentet tilsvarende sænkes. Forhøjelsen vil først blive gjort gældende pr. 01.august 2008.

Morten Nielsen afsluttede forslaget med at bestyrelsen anbefalede at stemme for, da det vil bibringe FB kvalitet i deres arbejde. 

Kommentarer:

Bent Have: Bent spurgte til om man var hele vejen igennem med hensyn til ansættelsesforhold?

Morten Nielsen svarede at det var man.

Henrik Noer: Henrik Noer ville gerne vide hvordan det kunne være at kontingentet for U14 og U18 nærmer sig mere og mere, hvorfor er det sådan?

Morten Nielsen svarede at den fuldtidsansattes opgaver primært ligger i ungdomsafdelingen.

Henrik Noer: Henrik Noer spurgte til om hvad gennemsnitskontingentet i KBU ligger på?

Morten Nielsen svarede at standarden var omkring 1000-1200 årligt.

Bent MaKay Christensen: MaKay foreslog om man ikke kunne gøre kontingentet kvartalsvis, så det ikke så, så voldsomt ud. 

Dirigenten spurgte til indvendinger og da der ikke var nogen blev forslaget godkendt.

Dermed er kontingentforhøjelsen vedtaget.

Punkt 5: Valg af bestyrelse jfr. § 4

Formanden annoncerede at han ikke ønskede genvalg som formand og derfor skulle der indtræde en ny. Bestyrelsen foreslog ungdomsformand, Morten Nielsen, som formand. Ingen indvendinger mod dette.

Da Morten dermed trådte ud at rollen, som bestyrelsesmedlem, skulle der findes 3 nye bestyrelsesmedlemmer, for en periode på 2 år.

Martin Busk genopstillede og blev genvalgt.

Linda Rossen genopstillede og blev genvalgt.

Morten Lund Larsen opstillede som bestyrelsesmedlem og blev valgt.

Punkt 6: Valg af suppleant

Timi Holm genopstillede ikke.

Bestyrelsen foreslog Bo Frahm. Bo Frahm blev valgt.

Punkt 7: Valg af revisorer og en suppleant herfor

Bestyrelsen forslog:

Henrik Murmann, Kresten Heinfeldt som revisorer og Ove Nikolajsen som suppleant. Alle 3 blev valgt.

Punkt 8: Eventuelt

Morten Nielsen takkede for valget som formand og glæder sig til at fokusere på fremtiden. Morten Nielsen fortæller at der er blevet tilknyttet en stabs-funktion, som skal fungere som støttegruppe til formanden. Bo Frahm, nyudnævnt suppleant i bestyrelsen, er medlem af denne støttegruppe og fortalte at formålet med gruppen er at de skal fungere som en tænketank, der skal tænke visioner. De skal bidrage til at tænke FB fremad og har især fokus på fastholdelse af teenagere.

Gruppen består af: Henrik Murmann, Torben Yde Nielsen og Bo Frahm.

Morten Nielsen tilføjer yderligere at fastansættelsen af en administrativ medarbejder, bliver en væsentlig fordel og der store ambitioner til dette, både sportsligt og socialt.

Jørgen Andersen sluttede af med at rose Linda Rossen for hendes store arbejde i sponsorudvalget og kunne yderligere fortælle at Linda har modtaget DKK. 50.000 fra Nordea-fonden til støtte af gode projekter, som i dette tilfælde skal gå nyt til inventar i klubben. Denne støtte blev modtaget med stor glæde blandt de fremmødte og der vil senere blive tale om en officiel overbringelse fra Nordea Danmark Fonden.

De afgåede medlemmer: Henrik Noer for sin rolle som kontingentopkræver, Jens Emil Hansen for sin formandspost og Timi Holm som suppleant, modtag gaver.

Den nye formand afsluttede med at takke dirigenten, Henrik Murmann og takkede for god ro og orden. Morten Nielsen ser frem til nye tider i FB og nye spændende projekter.

Generalforsamlingen sluttede kl. 20.45.


Referent: Anja Frederiksen

 

Share