Menu

Mindeord om Timi Holm Hansen

image
Administrationen
05. november 2019 kl. 09:25
Klub-legende og ikon er afgået ved døden

 

Mindeord om Timi Holm Hansen

Vores Sensei er ikke længere iblandt os.
Med kæmpe sorg, har vi modtaget meddelelse om, at vores allesammens FB-guru, legende og ikon, Timi Holm Hansen, i går aftes (mandag den 4. november 2019) kl. 19.30, er sovet stille ind på Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor han var indlagt over en periode på 14 dage.
Vi har svært ved at beskrive, hvor knuste vi er over denne triste nyhed og Timi’s alt alt for tidlige afgang fra denne verden. Han fyldte bare 61 år sidste mandag den 28. oktober.
Timi leverede i årevis en utrolig flot indsats i FB, først i ungdomsafdelingen og senere omkring vores seniorafdeling.
Han modtog i 2004 som den allerførste FB’er, Årets Træner/leder-pris, der bliver uddelt på generalforsamlingen og i 2007 modtog han Emil Sørensen Prisen for mange års flot frivilligt arbejde. I 2018, faktisk for præcis et år siden, modtog Timi ungdomsafdelingens fornemmeste hæder, nemlig FB’s Ungdomspris.
Han kom til FB i 1996, efter en længere periode i Boldklubben Viktoria inde fra Fælledparken.
Her startede han som træner på det der dengang hed 1. Microput-holdet, der bestod af spillere født i 1991.
Senere blev han 1. miniput træner for samme årgang, inden han ved årtusindskiftet overtog 1. Lilleput, med spillere født årgang 1992. Dem trænede han frem til 2002, hvor han fik 1. Drenge med spillere født i årgang 1986 og 1987.
I 2004 kom han til 1. Herresenior som assisterende holdleder. Denne post overtog han helt for sig selv i 2010 og var det frem til den 11. juni 2016, hvor han stoppede og gearede ned, efter 12 år på denne post. Der var ikke det han ikke ville gøre for sine spillere i 1. holdstruppen og en af hans berømte sætninger lød ofte “om så spillerne beder mig om at skifte deres ble, pudre deres numse og synge godnatsange for dem, så er det dét jeg gør”. Spillerne betød alt for ham og omvendt.
Timi var certificeret fodbolddommer og han dømte et utal af ungdomskampe for FB’s mange forskellige ungdomshold igennem tiden, ligesom han indtil sin sygdoms indtog, var ansat i Dommerafdelingen på DBU Sjællands administration i Roskilde.
Han var desuden medlem af FB’s ungdomsudvalg i perioden fra 1998 til 2000, ligesom sad i bestyrelsen, i perioden fra 2006 og frem til 2009 og slutteligt i seniorudvalget fra 2010 og frem til 2015.
Endvidere var han med i styregruppen omkring det årlige Kristi Himmelfartsstævne som FB afholdte i en årrække - ligesom han har siddet vagt på nærliggende skoler i forbindelse med Handicap-stævnerne der også blev afholdt i en længere årrække.
Timi har i alle sine FB-dage altid været parat med en hjælpende hånd til klubben, nærmest uanset hvem der havde behov og hvornår der var behov og man fik aldrig et nej, hvis man spurgte ham om hjælp til noget. Var han sur over et eller andet, var han det højest i 5 minutter, så var han videre og smilet forsvandt aldrig fra hans læber.
Før han kom ind i fodboldens verden, var han bassist i Heavy- og Black Metal gruppen Mercyful Fate fra 1981 til 1985. Det var han også i King Diamond Band fra 1985 til 1987.
Som bassist fik han tilnavnet “Grabber”, fordi han spillede på en Gibson G3 Grabber.
I 2011 var Timi en tur i USA, hvor Mercyful Fate - for en kort stund - blev genforenet, da de optrådte sammen med og ved Metallicas 30 års jubilæum i San Francisco.
Han var en rigtig forenings- og klubmand, der altid udviste en kæmpestor kærlighed for og til FB. Enorm vellidt, loyal og elsket af alle i klubben.
Helt frem til sin bortgang, var han passivt medlem og så vidt det var muligt i forhold til sin sygdom, også loyal og trofast tilskuer på stadion til 1. holdets hjemmekampe.
Da Timi for godt et år siden fik konstateret cancer, var han stadig optimistisk og glad. Ingen skulle komme i vejen for ham og han var opportunistisk til det sidste. Desværre tabte han kampen, men han vandt så mange hjerter undervejs, både i sin levetid og sin FB-tid.
Vores tanker går til Timi’s efterladte familie, der naturligvis i stilhed har brug for både at sørge og til at få styr på alt, herunder selve begravelsen som snarest meldes nærmere ud om.
Himlen er i høj grad blevet en FB- og rock-stjerne rigere.
Æret være Timi’s minde.
Luk