FB-medlem er afgået ved døden
Mindeord om Jørgen Bertelsen
Det er med stor beklagelse og sorg, at vi har modtaget meddelelsen om at nåleholderen Jørgen Bertelsen mandag den 7. oktober er afgået ved døden i en alder af 85 år, efter et sygdomsforløb.
Jørgen Bertelsen var tidligere 1. holdsspiller og FB stod ham meget nær, faktisk så nær, at i Jørgens “sidste vilje” stod der anført, at FB’s bestyrelse skulle informeres om hans død.
Han startede FB-karrieren i sin spæde ungdom, hvor han i 1945 - som 11 årig - blev indmeldt på det daværende Drenge 3-hold og spillede center-half. Allerede efter den første sæson, fik han ”flidspræmien”. I juniortiden manglede holdet en målmand og Jørgen tog tjansen. Han var keeper resten af sin karriere.
Han har i sin fremragende, flotte og smukke form for egen biografi “Min tid med idræt” fra 2011, oplyst at de første par fodboldstøvler han købte, der var to numre for store og derfor blev fyldt ud med avispapir - kostede den nette sum af 2 kroner (se uddrag fra erindringerne indsat i teksten herunder artiklen og læs de fantastiske minder her i sin helhed)
Sidenhen deltog Jørgen Bertelsen i masser af 1. holdskampe op igennem 50’erne og 60’erne, både i Københavnsserien og i den daværende 4 division, ligesom han har deltaget på det udvalgte KBU-seniorhold. Han har også været udtaget til Frederiksberg Kommunes udvalgte fodboldhold mod kommunens venskabsbyer.
Jørgen Bertelsen var medlem af FB frem til 1964 og nåede godt 350 kampe. Senere hen flyttede han til Hareskovby i Værløse Kommune - og efter en del år ude af klubben, genskabte han kontakten til FB og blev passiv medlem i 2004.
Herfra hyggede han sig til det sidste, med at være trofast tilskuer i Frederiksberg Idrætspark til 1. Herreseniors hjemmekampe, ligesom han troligt dukkede op til både nålearrangementer og generalforsamlinger.
Jørgen Bertelsen begraves fra Hareskov Kirke, fredag den 11. oktober kl. 12.00.
Æret være hans minde.
-
Nogle af mine kammerater var begyndt at spille ”rigtig” fodbold i Frederiksberg Boldklub. Det gjorde man i den ende af Wilkensvej hvor jeg boede og på Eversvej, mens man længere nede ad Wilkensvej mest var medlem af Dalgas (nu FA 2000). Helt nede i den anden ende ved Dalgas Bouleward boede der også mange der var medlem af FB.
En forårsdag i 1945 tog jeg med for at prøve hvordan det var at spille fodbold under organiserede former og jeg havde kun været til træning en enkelt gang førend jeg var overbevidst om det at spille “rigtig” fodbold i en rigtig klub, var det eneste der duede.
Jeg meldte mig ind i FB lige før sommerferien i 1945 og tog til Jylland på sommerferie uden at fortælle noget der hjemme.
Problemet var jo at jeg samtidig var ulveunge i ”Det Danske Spejderkorps” og det ikke rigtig kunne forenes med fodbolden. Mange fodboldkampe og spejderture fandt sted på samme tid, så det gik i stor udstrækning ud over min deltagelse i spejder turene.
Da jeg kom hjem fra sommerferie var det blevet endnu sværere at få fortalt derhjemme at jeg var blevet medlem i FB. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke fortalte noget, og det lykkedes mig i mere end et halvt år at hemmeligholde mit medlemskab af FB. Jeg klarede, på en eller anden måde, både nogenlunde at passe det at være ulveunge og at spille fodbold på samme tid, og i starten havde jeg ingen fodboldstøvler så jeg måtte spille i lånt fodtøj eller i mine gummisko.
Penge til kontingent tjente jeg ved at rende ærinder for en tobaksforretning ved Linie 14 gamle endestation på Peter Bangs vej samt for at bære koks op til en gammel dame på Wilkensvej. Jeg kan ikke huske hvor meget jeg tjente i tobaksforretningen men hos damen på Wilkensvej tjente jeg 2 kroner om ugen.
Som det var almindeligt dengang, startede jeg som drengespiller på Drenge 3. Der var ikke noget der hed lilleput eller miniput og man skulle helst være 10-11 år. Jeg blev sat ind som angriber men scorede, efter hvad jeg selv husker, ikke ret mange mål.
Jeg fik min debut på Engdraget mod Hellas og her mener jeg vi tabte 1-3.
Den dag i dag kan jeg stadig ikke finde en forklaring på hvorfor og hvordan det lykkedes mig at lade være med at fortælle om vores kampe hjemme hos mine forældre.
Efter jule- og nytårsferien gik den ikke længere. En dag viste min far mig et klubblad fra FB (hvordan han havde fået fat i det eksemplar ved jeg stadig ikke). Han spurgte mig om hvorfor der var blevet sendt et medlemsblad fra Frederiksberg Boldklub til os. Jeg lod som om jeg overhovedet ikke vidste hvorfor, men han fortsatte med at spørge hvorfor en spiller ved navn, Jørgen Bertelsen, var nævnt i bladet og at han havde fået tildelt point for ”Bedste indsats på Drenge 3”. Jeg havde åbenbart scoret nogle point som gik til den der havde gjort sig bedst bemærket på de enkelte ungdomshold i efteråret. Det var noget helt nyt man havde indført i klubben netop i den sæson.
Så gik jeg til bekendelse men kunne ikke rigtig forklare hvorfor jeg havde holdt det hemmeligt så længe, men formentlig var jeg nervøs for at blive dikteret til at gøre min tid som ulveunge færdig, førend jeg for alvor begyndte at spille fodbold.
Min far sagde dog at det var helt i orden det der med fodbold, men han syntes jeg skulle vælge mellem, om jeg ville fortsætte i spejderbevægelsen eller spille fodbold, alene af den grund at de to ting tidsmæssigt passede meget dårligt sammen.
Det valg kunne jeg afgøre med det samme, så nu var jeg ”officielt” medlem i FB, også derhjemme, og kort tid efter fik jeg mine første ”rigtige” fodboldstøvler.
Det var min far der købte nogle brugte støvler af en kollega hos ”Tilskærernes A/S”. At de var 2-3 numre for store (str. 39) betød ikke så meget, jeg kunne jo stoppe lidt gamle aviser ud i tåspidserne. Jeg måtte give 2 kroner for støvlerne.
Allerede året efter kunne der blive råd til et par nye støvler. De gamle støvler kunne så bruges til at spænde et par isskøjter på. Det blev dog aldrig særlig godt, da skøjterne havde en tilbøjelighed til at falde af, men i mangel af bedre skulle det jo gå. Jeg ville jo gerne løbe sammen med de andre af mine jævnaldrene selv om de havde rigtige skøjtestøvler.